Strømmen er gået: Det skal du gøre
Strøm er en vigtig og meget grundlæggende del af vores hverdag. Men selvom vi i Danmark har et godt elnet, kan man opleve, at strømmen går i en kortere periode. Bliv klogere på, hvilke årsager der er til, at du kan opleve at stå uden strøm, og hvad du skal gøre, hvis du oplever det
Som udgangspunkt kan man som betalende strømkunde selvfølgelig forvente at have strøm, når man skal bruge det. Men af og til kan man være uheldig at opleve, at huset eller lejligheden mørklægges, og man står uden strøm, så hverken lys kan tændes, eller vasketøj, madlavning eller TV-serien kan passes i en kortere periode.
Men hvad er årsagerne til, at strømmen pludselig er gået? Og hvad skal man gøre, hvis man oplever det? Det giver vi svaret på her.
Typiske årsager til at strømmen går
Der kan være flere årsager til, at strømmen går. Typisk skyldes det:
- Voldsomme vejrforhold fx torden eller storm
- Fejl i elnettet
- Planlagte strømafbrydelser
- Uplanlagte strømafbrydelser
- En sikring er sprunget
- HFI-afbryderen er slået fra
- Du har ikke betalt din elregning
Hvordan finder jeg årsagen til strømafbrydelsen?
Hvis du pludselig står uden strøm, skal du først og fremmest finde ud af, om det kun er dig, der er uden strøm, eller om dine naboer også er ramt.
Hvis strømafbrydelsen kun er hos dig
Hvis du kan konkludere, at det kun er hos dig, at strømafbrydelsen er, er det sandsynligvis en sikring, som er sprunget eller dit HFI-relæ, som er slået fra. En sikring kan blandt andet springe, hvis den bliver overbelast af strømforbruget. HFI-relæet slår fra, hvis der bliver registreret en fejl i strømmen fx på grund af en defekt vaskemaskine, køleskab, ovn eller andre maskiner/hvidevarer, eller hvis der er fejl i elinstallationerne. HFI-relæet kan også slå fra ved en fejl i elinstallationer i voldsomt vejr fx hvis lynet slår ned.
Hvis det kun er dig, der er uden strøm, kan det også skyldes, at du ikke har betalt din elregning. Hvis du er kunde hos os i Strømtid varsler vi lukningen af strøm i god tid, så du har mulighed for at få betalt din regning og slippe for at stå uden strøm.
Hvis flere er ramt af strømafbrydelsen
Hvis strømmen også er gået hos dine naboer, kan årsagen til, at du står uden strøm være en fejl på elnettet samt planlagte eller uplanlagte strømafbrydelser på grund af vedligeholdelse. Du kan typisk finde årsagen til afbrydelsen i dit område under driftsinformation hos dit netselskab. Mange netselskaber udsender også SMS’er ved lokale strømafbrydelser.
Hvad skal jeg gøre, når strømmen går?
Er strømafbrydelsen kun hos dig, skal du lokalisere, hvorvidt det skyldes en sprunget sikring eller HFI-relæet, der er slået fra. Hvis det er en sprunget sikring, skal du skifte den. Bliver den ved med at springe, bør du skaffe dig en større sikring, der kan holde til den nødvendige mængde strøm. Er det HFI-relæet, der er slået fra, skal du have lokaliseret, hvad der er årsagen til fejlen.
Hvis strømmen er gået i dit lokalområde kan du ikke gøre så meget, andet end at holde dig opdateret hos dit netselskab. Netselskaberne arbejder hurtigt på at få genetableret strømmen og sørger for at informere under deres driftsinformation, når de ved, hvad fejlen skyldes, og hvornår strømmen forventes at være tilbage.